Randrusium

Baggrund for byggeriet af kirker og klostre.

Omkring 1070 mener man der har været hen ved et tusind kirker i Danmark - næsten alle af træ og meget små.
I løbet af det næste århundrede forsvandt de igen for at blive afløst af hen ved to tusind kirker alene i det nuværende Danmark.
De ældste blev alle bygget af natursten - i Jylland af omhyggeligt tilhugne granitkvadere, på Sjælland af utildannede marksten og i nogle tilfælde, af tilsavede frådstensblokke. Efter 1170 begyndte man også i vid udstrækning at bruge teglsten, der nu var en tilgængelig byggemetode indført fra Italien.
Omkring 2000 stenkirker bygget på rundt regnet hundrede år, eller ca. tyve kirker pr. år - en enorm investering i kristendom og gudstjeneste. I den samme periode blev der også bygget en snes kongelige slotte og nogle stormandsborge, men dette byggeri talte ikke meget i det samlede regnskab.
Hvem stod som bygherrer for dette vældige kirkebyggeri?
Nogle af de første kirker havde kongen selv som bygherre, medens domkirker og andre store kirker især var bispernes værk. Langt de fleste kirker er imidlertid anonyme, idet hverken bygningerne selv eller samtidige dokumenter røber noget om, hvem der stod bag byggeriet..
Man kunne forledes til at tro, at sognekirkerne blev rejst af landsbyens ”frie bønder” - befolkningens brede flertal. Men i 11OO-årene udgjorde de frie bønder kun et lille mindretal, og størstedelen af al jord tilhørte ret få slægter. Derfor er det mest nærliggende at tro, at godsherrerne altså også blev kirkeherrer. I de tilfælde, hvor kirken kom til at ligge tæt på bygherrens hjem eller sædegård, kunne dette komme til at sætte et umiskendeligt præg på kirkebygningen.

I vikingetidens danske missionskirke hørte klostervæsenet ikke rigtig hjemme, idet det forudsatte et organisatorisk niveau, som ikke var nået endnu. De tidligste danske klostre spirede derfor først frem i 1O60'erne - i begyndelsen ofte knyttet til domkirkerne, hvor munkene gjorde tjeneste som præster. Munke blev ”importeret” fra eksisterende klostre ud over Europa og f.eks. Erik Ejegod indkaldte munke fra det engelske kloster St. Evesham til Odense for at opbygge en helgendyrkelse omkring Eriks myrdede broder, Knud den Hellige.
1000-tallet var imidlertid en forfalds- og nedgangstid for hele det vesteuropæiske klostervæsen. Danske brødre betragtede munketilværelsen som en livsvarig pension uden forpligtelser og tog gerne initiativ til dans og druk. Men i midten af 1100-tallet vendte udviklingen i hele Europa, og såvel benediktiner- som cistercienser klostre skød op ud over landet.
I Valdemar 2. Sejrs tid kom franciskanerne - de barfodede gråbrødre vandrende. De var faktisk ikke munke, men fattige ”brødre”, der drog omkring især i byerne og holdt prædiken for menigmand. Med dem nåede vækkelsen ud i samfundets fjerneste afkroge.

Klostrene udgjorde op gennem middelalderen stort set det eneste hospitalsvæsen man kendte. Munkene dyrkede et mangfoldigt udvalg af lægeurter som de brugte i deres behandling af diverse sygdomme, såvel fysiske som mentale. Nogle klostre var også kendt for kirurgiske indgreb, og man stod heller ikke tilbage for at udføre hjerneoperationer, hvilket eksempelvis fremgår af de skeletfund der er fundet på Øm kloster.
Nogle klostre var også meget store jordbesiddere, hvilket gjorde dem til en magtfaktor der gentagne gange satte sig op mod kongemagten og andre myndigheder.
Den første kirke i Randers ved vi ikke meget om, men Povl von Spreckelsen nævner en kirkeopførelse i året 1040 i sine Randers Data.
Det var netop i 1040 at Kong Knud II "Hardeknud" genbesatte Englands trone efter urolighederne med den norske konge Magnus I og derfor er det meget tænkeligt, at "nogle englændere" det år byggede en kirke på bakken uden for byen - som Spreckelsen skriver.
Kristendommen og kirkebyggeri var langt mere fremskreden i England end i Danmark, og det har sikkert været kongen der bestilte byggeriet. Der er også grund til at tro, at flere kirkebyggerier i Danmark blev iværksat i samme periode af kongen.
1040 bliver således også det første år, hvor Randers er nævnt i historien.